Hvordan er stranden? Som regel er det en rigtig fin strand, som det er dejligt at bade fra.

Men når man kommer til sommerhuset, er man altid lidt spændt på, hvordan stranden ser ud. For det kan skifte meget fra år til år, ja, fra uge til uge. Nogle dage med hård vind kan omlejre materialerne så stranden er blevet bredere eller smallere, meget stenet eller fyldt med sand.

Stranden ligger 50 meter fra hoveddøren. Så det er hurtigt at løbe ned og tage en morgendukkert eller en svømmetur før frokost.

Der er lavet kystsikring med store sten. Man skal holde tungen lige i munden, hvis man skal balancere på dem. Men naboen til højre har lavet en fin lille trappe ned til stranden og naboen til venstre en lidt bredere sliske.

Uden i vandet er der altid både områder med sten og med sand. Når man står oppe på skrænten, kan man danne sig et overblik over hvor der der mørke områder (sten) og hvor der er sandede lyse områder, og så vælge det bedste sted at gå ud. Der er heldigvis langt mest sand.